Johannesevangeliet kapitel 15, vers 1 til 11
Jesus sagde: »Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple. Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.«
På en sydvendt mark ved Børup Skovvej ved Kolding Fjord kunne man indtil for nylig besøge en veltrimmet vinmark. Hvert vintræ stod sundt og sikkert, og hvert vintræ blev plejet og passet af tre pensionerede mænd, Søren, Knud og Børge.
Over en kort årrække havde de tre venner skabt en lille veltrimmet vingård. Vinproduktionen var til eget forbrug, men det var ikke kun dem selv, der smagte dråberne – også deres familier og venner kunne glæde sig over, hvad druerne gav.
Omhyggeligt og møjsommeligt havde de tre venner plejet vintræerne. De havde plukket blade, skåret grene og kviste. De havde sat net op, og i de endnu kølige forårsdage, havde de lavet bål om natten, så de med varmen kunne drive forårsfrosten væk fra blomsterne, så bestøvningen ikke kom i fare.
De tre venner sørgede så godt de kunne, for at druerne havde de bedste forhold til at vokse sig store, saftige og søde i.
De levede i medgang og modgang med frost, regn, fugle, hvepse, skimmel og meget andet, som hvert år kunne true vintræerne og druerne på livet.
Vi kender opgaven, at under de rette forhold og med den rigtige hjælp, opstår der fantastiske ting i vores liv, ligesom der efter hver høst og måneders venten på vinens modning opstår oplevelser, som vi ikke havde troet kunne lade gøre på en simpel bakkekam på dansk jord eller på den mest vidunderlige ø midt i Danmark.
Det kræver erfaring. Det kræver mod og handlekraft. Det kræver omhu og tålmodighed – men også lidt held af og til, når man enten skal lave vin eller bestyre en kirke, som den der er vores.
Det sande vintræ findes både på marker i Danmark, men det er også et billede på det fællesskab, vi deler med hinanden, og som vi deler med Gud.
Sådan taler Jesus om vores relation til Gud. Vi er vintræernes grene, kviste, blade og klaserne af druer er vores liv og vækst. Jesus Kristus selv er vinstokken – vintræets stamme, hvorpå vi vokser.
Uden ham og hinanden er vi bare som en tør og vissen gren eller et gammelt krøllet ensomt blad, som vinden har taget, og som kan blive knust, når nogen træder på os.
Vingårdsejeren er Gud, som passer og plejer sin vingård. Hver sæson får sit eget resultat og udkomme, ligesom vores sæsoner hver har deres specielle og særlige nuancer.
Med årene bliver den gode vin bedre, ligesom vores sind modnes, mens nogle sæsoners vin bliver sur og lige til at spytte ud. Nogle sæsoners sure smag, kan vi have svært ved at glemme.
Vores eget liv har perioder af lykke og huskes som dejlige, mens andre perioder huskes som sure, hårde og smertefulde – og kigger vi tilbage, er det ikke altid til at forstå, hvordan det sådan kunne skifte.
Livet afkræver os stor tålmodighed og udholdenhed. Hvor meget skal vi klare og nå, for at det bliver, som vi gerne vil?
Hvor mange forhindringer skal vi over eller under for at komme derhen, hvor vi gerne vil?
Drueklaserne der hænger fra vintræets grene, kan ikke gøre meget af sig selv. På den måde adskiller vi os fra vintræet, ser det ud til.
Og hvad kan vi så?
Jo, vi kan skabe i Guds billede. Vi kan kopiere Gud ved at kopiere Guds skaberkraft og på den måde forsøge at fortsætte skaberværket ved at få det gode og smukke frem.
Bruge Guds symbolik ved at skabe sammenhæng og mening. For hvor meget mening er der ikke i, at vi i dag er samlet til landemode og stifsdag – en festdag for os i folkekirken i Fyens Stift, hvor vi minder hinanden om, at Guds rige er iblandt os.
At Guds rige er en del af os, at vintræet stadig skaber fyldte grene med søde vindruer.
Glæden ved at skabe kirke til gavn for alle mennesker, der er nysgerrige og tør træde ind i kirkerummets mange forskellige udtryk.
At vi – så forskellige som vi er – har det til fælles, at Jesus Kristus er den samme for os, uanset hvilken livsbane du, jeg og vi har fulgt.
Hver af os på hvert vores sted i sogne, provstier og stift forsøger vi i fællesskab at forvalte den arv, som generationer før os har givet videre til os. Vi træffer beslutninger, der både bibeholder det bestående, men vi skal også træffe beslutninger, hvor vi tør tænke fremad og være modige og tro på, at det ansvar, vi har fået, også kan udmøntes i at gøre det, der skal til, for at kirken bliver ved med at være relevant for de mennesker, der fødes og vokser op her, hvor vi bor.
Ja, vi skal turde være relevante også for dem, der kommer hertil udefra, så de kan se, at i Jesus Kristus er vi alle forbundet på kryds og tværs, som vi har været det her i over 1000 år.
Det vil ikke være første gang, at vi træffer beslutninger, som tænker fremad og som skaber forandring, for kirken i Danmark har løbende forandret sig med de mennesker og de omgivelser, der har taget ansvar og lederskab.
Evangeliet er blevet forkyndt på nye måder og med nye ord igen og igen.
Nu er det os – os der lever nu her i Fyens Stift, der er Jesu Kristi Kirke her – Det sande vintræ.
Det er os i menighedsråd og udvalg, der tager ansvar og lederskab for kirken.
En sund og god kirke kommer ikke af sig selv. Vi kan ikke lade Helligånden gøre arbejdet alene. Vi skal mærke efter og sætte ord på, hvad det er for os at se børnene blive døbt, de unge bekende deres tro til konfirmationen, lytte til parrene, der siger ja til hinanden foran alteret, og vi skal se jorden, der falder på kisten, når jordpåkastelsesritualet lyder.
Livets cyklus der gentager sig år for år. Vi skal turde sige højt, hvad vi føler, når vi deler livet med hinanden. Som en veteran fra Afghanistan sagde forleden i en vielsessamtale: Da jeg kom hjem fra krigen 21 år gammel, ville jeg gerne være med til at skabe noget smukt.
Kort tid efter flyttede han ind i en beboelsesejendom. Ovenover boede en netop fraskilt kvinde, som var et par år ældre, og som havde to små døtre. Hun faldt for hans blik, for hans omsorg og for hvordan han legede med hendes døtre. Hun så det smukke, han stille havde begyndt at skabe i mødet med sine naboer. Her i det sene efterår fejrer de kobberbryllup og skal velsignes i kirken.
Det er for dem og mange andre, at vi sørger for, at der er et sted at gå hen i hvert sogn, som mennesker har besøgt længere, end vi kan huske. Den gamle kirke er det som regel – dyr at passe og pleje – timer i tusindvis har vi brugt på at holde dem i stand, men kirkerne er et billede på vinmarken og den vin, som familier har glædet sig over smagen af hver gang, de har mærket, hvad stenene betyder.
For et par år siden døde Børge pludselig en nat. Søren og Knud var tilbage. Sammen med andre venner og deres familier bar de ham fra kirken og begravede ham på kirkegården med udsigt over fjorden og med udsigt til det sted, hvor vinmarken lå.
Hvad nu, spurgte de?
Hvad gør vi, for arbejdet i vinmarken er stort og omfangsrigt?
De lukkede vinmarken, og vinstokkene fik lov til at ligge på jorden, men sådan er tidernes skifte også.
Hvad skete der så?
Jo, de delte den sidste høsts vin med Børges enke. Og så fortsatte livets gang.
Knud, som år forinden havde mistet sin kone til kræft, mødte pludselig en ny kærlighed.
Men hvad så med Søren?
Jo, Søren kunne ikke slippe vindruerne. Igennem sit netværk af vinentusiaster fik han kontakt til Arne, som er vinmager på Tirsbæk Gods ved Vejle Fjord. Her lå der indtil for få år siden en forladt og misligholdt vinmark på et bjerg.
Godsejeren havde spurgt Arne: Kan du gøre noget ved bjerget? Ja, det kan jeg, havde Arne svaret.
I dag har Arne skabt smukke og velordnede vinmarker med dråber til ganen af udsøgt kvalitet.
Søren giver gode råd og sætter lige så stor en ære som Arne i, at vinproduktionen bliver gjort ordentlig og med stor omhu.
Sådan er det også med de vinmarker, vi kalder Fyens Stift. I er dem, der utrætteligt går langs vintræerne, plukker misvækst, dårlige blade og beskytter druerne, så de bliver store og saftige. Kirkerne, sognelokalerne, kapellerne og kirkegårdene er vores vinmarker. Vi kender smagen af en god drue. Vi kender også den sure, men vi ved hvor godt kirkens druer kan smage, når det hele hænger sammen iblandt os.
Vi prøver så godt vi kan med Guds hjælp og med stor omhu – vi der er nye og os der er gamle. Arbejdet er i gang derude. Tak for det. Guds styrke, kærlighed og omsorg være med jer alle.
Amen.
