Debatten om kirkelukninger har kørt på de høje nagler. ”Luk lortet” var overskriften på Folkemødets debatarrangement. Kirkelukninger blev også debatteret på Landsforeningen af Menighedsråds årsmøde, ligesom kirkelukninger er temaet på efterårets bispemøde.
Jeg har sagt det før, og vil gerne gentage: Kirkelukninger bliver ikke en realitet i Fyens Stift. Jeg er stolt af vores kirker. De smukke fynske middelalderkirker er i god stand, og de står som fantastiske vartegn over vores historie, klar til kirkelige handlinger, gudstjenester og arrangementer, som de har gjort det i snart tusind år. Hvorfor lukke dem? Hvorfor skælde ud over dem? Hvorfor fornedre dem ved at bruge latrinære udtryk?
Den ophedede debat er et billede på den økonomiske situation i folkekirken. Det handler om penge og ressourcer.
Kirkeministeriet har meldt klart ud: Der kommer ikke en eneste offentlig krone til middelalderkirkerne. Vi skal heller ikke regne med, at der kommer penge gennem udligning og omfordeling. Hvorfor skule København og Helsingør betale for vores kirker på Fyn. Derfor opstår der nu en vis desperation, hvor man råber op om at få mulighed for at lukke kirker.
Det kommer vi ikke til på Fyn. Men situationen kalder på en strategi, en plan for, hvordan vi prioriterer vores midler. Vi kan ikke blive ved med at spare kollektivt. Kollektive besparelser sikrer ikke nogen form for udvikling og er ikke den bedste løsning for folkekirken – selvom det virker både demokratisk og solidarisk.
Vi har store demografiske udfordringer i Fyens Stift. Folkekirkens medlemmer flytter fra land til by. Men lige nu er udfordringen størst omkring de store institutioner. Vi har godt 20.000 studerende på Campus Odense, som bliver betjent af kun en præst. Vi har mere end 5.000 studerende på UCL, som bliver betjent af en halvtids præst. Vi har gymnasier, som slet ikke har nogen præst, vi har store virksomheder, som tiltrækker kristne fra hele verden, og en ny kirke på vej på OUH. Hvordan skal vi betjene alle disse mennesker, hvis de end ikke har adgang til en præst?
Jeg vil derfor gå forrest med en strategi for kirkelivet i Fyens Stift. Min strategi handler om, at alle skal have adgang til kirkens kerneopgaver. Alle skal have adgang til sjælesorg, alle skal have adgang til salmesang, undervisning og forkyndelse. Det gælder unge og gamle, studerende, indvandrere og flygtninge. Det, vi kan, er for godt til ikke at give alle et tilbud – men I må forstå, at kirke er andet og mere end blot gudstjeneste.
Jeg vil derfor lave 25 højtidskirker på Fyn. En højtidskirke er en kirke, hvor der er gudstjenester til højtiderne og i øvrigt adgang til kirkelige handlinger. Det betyder, at jeg hen over de næste fem år vil tage fem kirker ud af regelmæssig gudstjenestedrift om året. Der skal være gudstjeneste til jul, påske og pinse samt åbent for kirkelige handlinger og de arrangementer, som man har lyst til at afholde i sin kirke.
Jeg vil i stedet bruge præsteressourcerne til f. eks. at lave debatarrangementer for unge og gymnasieelever. Vi skal lave kirke der, hvor vi ikke laver kirke på nuværende tidspunkt. Vi er allerede godt i gang. Vi er godt i gang med at tænke i kirkeudvikling i Vollsmose, og Korsløkke, vi har gang i præsteansættelser i Tornbjerg og har lavet et tættere samarbejde blandt studenterpræster, sygehuspræster og flygtninge-indvandrepræster.
Men strategien handler ikke alene om at være kirke i byen. Det handler også om at være kirke på landet. Vi skal ikke holde gudstjenester for tomme kirker, vi skal bruge ressourcerne klogt, så også befolkningen på landet får adgang til kirkens kerneopgaver.
Jeg gør ikke dette for at spare penge. Jeg gør det for at vise vej.
Jeg håber, I vil gå med ad den vej. At også I vil være med til at åbne kirkerne op, at I vil vise, at kirken er til for mennesker, der lever, mennesker der vil synge, mennesker der har behov for en sorggruppe, en samtale eller en gudstjeneste uanset hvor de er i livet – om de studerer, uddanner sig, er i byen eller på landet.
Vi skal lave visionsdage, hvor vi inviterer byens borgere ind i kirkerne. Vi skal fortælle om vores kerneopgaver – om sjælesorg, om salmesang, om kirkemusik og om gudstjenestefællesskab, hvilken forskel vi som kirke kan gøre i menneskers liv.
Jeg har nu været biskop i et år. Vi har bygget stiftsadministrationen op. Der er ansat en kontorchef, og vi har ansat jurist, økonomimedarbejder og kommunikationskonsulent. Vi har ansat en stribe dygtige provster og masser af dygtige præster. Vi har indtil videre holdt præstemanglen fra livet og har samtidig kunne forny vores kirke indefra med en ny version af Stiftsdagen, undervisning i gudstjeneste, mediekursus for præster og teamsamarbejde blandt præsterne.
Men det, jeg er mest stolt af, er vores menighedsrådsvalg. Det er gået langt bedre, end jeg havde ventet, og det er på grund af et kæmpe arbejde fra alle jer. Kort efter valget strømmede det ind med beskeder om, hvordan pladserne blev fyldt i det ene råd efter det andet. Der har været stor interesse for valget og rigtig meget god omtale af valget. Vi har formået at bevare interessen for menighedsrådsarbejdet i en tid, hvor resten af samfundet skriger på hænder og ikke mindst på frivillige. Jeg tror faktisk, at interessen for kirke og kristendom er stigende, at folk vil tale om tro, og at flere er bevidste om at have en tro og en kirke.
I Fyens Stift går vi i den kommende tid i gang med at hjælpe de nye råd bedst muligt på vej. Vi gør det i samarbejde med Fyens Stifts Menighedsrådsforening og selvfølgelig sammen med provsterne.
Mit mål er at give menighedsrådene en saltvandsindsprøjtning. Det skal være, så vi ved næste menighedsrådsvalg kan rekruttere unge til menighedsrådene, og så vi kan få erhvervsaktive til at stille op. Jeg er derfor sammen med provsterne gået i gang med at sikre, at vi kan hjælpe menighedsrådene bedst muligt med alt fra regnskab til personale og bygninger. Hjælpen er på vej, selvom det kommer til at tage tid.
I det forgangne år har jeg rejst både i Canada og i Argentina, jeg har besøgt danske kirker i Australien, og jeg har sendt præster til Jerusalem og Thailand. Aldrig har der været så stor interesse for de danske kirker i udlandet. Mit arbejde med kirkerne i udlandet giver også et blik for, hvad det er, vi har herhjemme. Jeg har mødt emigranter i Argentina og Canada, der savner at kunne sidde i en dansk landsbykirke, og mennesker i Thailand og Australien, der mødes i deres kirke for at fejre højtider og synge salmer og højskolesange.
Vi havde i sommer besøg af kongeparret. Kongeskibet lagde til på både Ærø og i Assens. Jeg fik ved den anledning lejlighed til at tale med Hendes Majestæt Dronningen. Jeg kunne her fortælle, hvordan der i hvert et lille sogn på Fyn er en præst, man kan tale med, hvis man er ensom eller har behov for en samtale. Hun, der netop har fokus på ensomhed, var ganske imponeret over vores arbejde i kirkerne her på Fyn.
Det er jeg også. For kirken er vores navlestreng, Den der forbinder os med hinanden både i liv og i død. Vi står med vores kerneopgaver solidt plantet i den fynske muld, og det skal vi blive ved med.
Derfor skal vi selvfølgelig ikke lukke kirker på Fyn. Men gudstjenester er ikke det hele. Derfor skal vi nu have en strategi for, hvordan vi med vores kerneydelser når ud til alle folk på Fyn. Der må ikke være en fynbo, der er i tvivl om, at det lokale liv begynder og slutter i kirken, og at folkekirken på Fyn er den største og stærkeste forening i landet drevet af frivillige og engagerede mennesker, som er stolte af deres lokale kirke. Jeg håber, I vil være med til at gå med mig ad denne vej, så menighedsrådsarbejdet bliver meningsfyldt, så vi alle fortsat kan være stolte af at have en levende kirke på Fyn.
Tak til alle jer, der arbejder for kirkerne på Fyn. Tak til alle i menighedsrådene, til ansatte, præster og provster. Tak til alle jer, der giver lidt eller meget af jer selv for den lokale kirke, tak fordi I vil være med til at bevare vores arv og vedligeholde vores salmetradition, fordi I vil sørge for koncerter og foredrag, fordi I vil være med til at sikre den grønne omstilling, fordi I vil tage imod og inkludere flygtninge og indvandrere, fordi I vil brede armene ud overfor nye tilflyttere. Fordi I, ligesom jeg, ser kristendommen, som vi kender den her i Danmark, som et åbent og inkluderende fællesskab, der sikrer, at danskerne har verdens bedste ramme om deres tro. En kirke, som er frisindet og samtidig en kirke, der tager et ansvar i samfundet.
Den Danske Folkekirke er sådan en kirke, og det skal vi være stolte af.
Tak og kom godt hjem.
