Paulus' brev til efeserne kapitel 3, vers 14 til 21
Derfor bøjer jeg mine knæ for Faderen, efter hvem hvert fædrenehus i himlene og på jorden har navn, og beder om, at han i sin herligheds rigdom med kraft vil give jer at styrkes i det indre menneske ved hans ånd, at Kristus ved troen må bo i jeres hjerter og I være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, så at I sammen med alle de hellige får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I fyldes, til hele Guds fylde nås.
Ham, som formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår, ham være ære i kirken og i Kristus Jesus i alle slægtled i evighedernes evighed! Amen.
Paulus brev til menigheden i Efesus er et centralt skrift i vort Ny Testamente. Heri finder vi flere af de formuleringer, som vi også bruger i vores liturgier, f.eks. den indledende hilsen: Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus, som foreslås som hilsen ved en begravelse.
Eller som vi lige hørte det et par sætninger, som går igen i vores nadverliturgi: At vi må styrkes i det indre menneske og at Kristus må bo ved troen i vores hjerter.
Eller udsagnet: Af den nåde er i frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds.
Altså et skrift, som det er godt fra tid til anden lige at læse igennem for at blive mindet om centrale forhold i vores tro.
Og hvad er så budskabet til os i de vers, jeg har valgt til i dag:
Tre ting vil jeg pege på: Bønnens naturlighed, Guds kærligheds uendelighed og fællesskabets velsignelse.
Bønnens naturlighed. Det er naturligt at bede. Paulus er ikke bleg for at sige: Derfor bøjer jeg mine knæ og beder for jer.
Når vi samles til gudstjeneste begynder vi med en indgangsbøn, og det fortsætter med bønner fra alteret, ofte er også salmerne, vi synger, bønner, så en stor del af gudstjenesten er bøn, og det kan og skal heller ikke være anderledes, når vi som mennesker stiller os ind for Guds ansigt, samles i hans hus for at høre hans ord og møde hans kærlighed.
Det må være med bøn på den ene eller anden måde.
Da disciplene fremførte deres ønske om at lære at bede, fik de af Jesus, hvad der også er hovedbønnen for os: Fadervor. Bønnen, som vi lærer vore børn og konfirmander, fordi det er den bøn, Jesus selv har lært os at bede.
Men de fik også at vide, at de ikke skulle vise sig frem med en særlig fromhedsattitude og bede på gader og stræder, men de skulle gå ind i deres kammer og lukke døren.
Men bede skulle de da så sandelig, det er en naturlig sag for et kristent menneske og derfor heller ikke noget, vi skal være flove over eller føle os forkerte ved. Det er naturligt at bede til Gud.
Når sygdom og farer rammer os, så søger vi også helt naturligt bønnen.
Jeg vil også lige indskyde, at vi jo i vores salmebog har en bønnebog, som har en meget fin introduktion til det at bede, og om hvad bøn er.
Så her er der masser af hjælp til at bede, hvis vi skulle være rådvilde.
Og det, som Paulus så beder om i forhold til menigheden i Efesus, er, at de må få styrke til at fatte hvor stor bredden og længden og højden og dybden af Kristi kærlighed er.
For Guds og Kristi kærlighed er uendelig, de kendte dimensioner slår ikke til, den er mere end tredimensional. Der er mere, end vi lige kan se og fatte og rumme. Der er mere, sådan som Jan Kjærstad beskriver det i romanen: Normans område.
På et tidspunkt i romanen får man et tilbageblik på en episode i hovedpersonen, Normans, barndom.
I lejligheden ovenover Norman og hans forældre boede et ældre ægtepar, hr. og fru Olsen. De havde et maleri, som den 8-årige Norman holdt meget af at kigge på, når han var oppe hos dem. Et maleri med underlige huse og bittesmå mennesker i en landsby med bakker og træer omkring og bagved bjerge, der tårnede sig højt op. En dag Norman stod og studerede en detalje, en lille mand, i maleriet, kom hr. Olsen hen og sagde noget, som kom til at spille en stor rolle i Normans liv. ”Der er mere”, sagde han.
Jeg har bemærket, at du er glad for det billede, men der er mere. Det er et tuschmaleri. Det hedder ”landskab under fire årstider”. Det blev sagt i et højtideligt tonefald. Det er tolv meter langt og en kopi af et japansk kunstværk fra 1400-tallet.
Norman sad bare og måbede. Der var mere. Det billede, han havde set på i flere år, var kun et lille udsnit. Det, han havde troet, blot var rammen, var, viste det sig, i hver sin side en cylinder med en træstok. En såkaldt makimono, en horisontal billedrulle. Der rullet ud var længere end hr. Olsens stue og så var det kun en kopi, der fandtes en anden, som var endnu længere. Der er mere.
Og sådan er der mere af og om Guds kærlighed. Den er så overvældende, at det unddrager sig en fyldestgørende beskrivelse. Større, længere, bredere, dybere, højere end vi kan rumme, fatte og forstå hver for sig.
Eller som Luther udtrykker sig i skriftet: Om Kristi Nadver, fra 1528:
”Der er ikke noget, der er så lille, at Gud ikke er endnu mindre, ikke noget så stort, at Gud ikke er endnu større; ikke noget så kort, at Gud ikke er endnu kortere; ikke noget så langt, at Gud ikke er endnu længere; ikke noget så bredt, at Gud ikke er endnu bredere; ikke noget så smalt, at Gud ikke er endnu smallere, og så videre.”
Der er altid mere at sige og erfare om Guds og Kristi kærlighed. Vi kan ikke enkeltvis rumme det, det er noget vi bringes nærmere i fællesskab med de andre, sammen med alle de hellige skal vi styrkes til at fatte så meget som muligt. Ingen af os kan fatte og forklare Guds kærlighed til bunds, men sammen med de andre kan vi forstå mere og mere.
Derfor er fællesskabet så vigtigt og en velsignelse, for det er ved at stå på skuldrene af dem før os, de hellige i en totusind-årig historie, at vi hele tiden får udvidet vores forståelse og vores tro, men ikke bare de hellige før os, også de hellige som har andre traditioner og lever i andre kulturer end os, kan vi lære af. Også dem vi på nogle punkter er uenige med.
Det at mødes med andre kristne er en berigelse, når vi tør gøre det med et åbent sind. Selv har jeg lært rigtig meget om, hvor stor Gud og Guds kærlighed er fra mit møde med kristne mennesker på det afrikanske kontinent.
At komme ind i domkirken her understreger det på sin måde også for os. Det himmelstræbende, det store og høje og lyse rum, her har de før os samlet sig, lyttet, lært, troet og bedt.
Eller som jeg for nylig læste det i et interview med Mikkel Fønskov. Han der netop har udgivet en bog om de kampe der var på Sydfyn under de gudelige vækkelser i forhold til de rationalistiske præster i begyndelsen af det 1800-tallet. Jeg har ikke nået at læse bogen, men i et interviewet bed jeg mærke i følgende udtalelse fra ham om den nutidige balancegang mellem det inderlige og det fællesskabsorienterede, han siger:
”I dag har du jo også mennesker, der søger ind i sig selv. De dyrker yoga, går ud i vildmarken, er på silent retreat og så videre. Det hele er en individuel personlig fortolkning. Men når jeg går i kirke, så er det for at søge et fællesskab. Så er kirken et sted, hvor man i fællesskab udsiger en trosbekendelse, synger salmer og holder nadver. Og man bliver jo helt svimmel ved tanken om, at der har været en ubrudt menneskekæde, siden Jesus og hans disciple levede, der har gjort det samme. Det tror jeg, er vigtigt at holde fast i. For mig handler spørgsmålet om tro meget om at gå ind i det fællesskab, som kirken er.” – Amen har jeg lyst det at sige.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver een sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver een sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
