De ord af den hellige skrift, som jeg på din indvielsesdag særlig vil lægge dig på sinde, skriver Apostlen Paulus i sit første brev til korintherne kapitel 13 vers 1-13:
Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.
Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.
Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.
Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.
Kære Finn
Paulus begynder som regel sine breve med et proømium, en lille indledning, hvor han klogt roser og takker menigheden for deres tro. Dette sker også i Korintherbrevet, som jeg har læst fra i dag. Han roser menigheden inden han begynder på det, som er hans egentlige ærinde, nemlig at skælde menigheden ud. Det er vel i grunden meget klogt at begynde sådan lidt diplomatisk. Det kan man også lære af som provst.
Men som sagt er Paulus egentlige ærinde i 1. Korintherbrev at irettesætte menigheden. Den var præget splid, misundelse mellem rige og fattige, udnyttelse mellem stærke og svage, selvhævdelse og stolthed fra de mere karismatiske prædikanter. Ja, det kunne såmænd være en helt almindelig menighed i folkekirken.
Men grunden til jeg læser fra Korintherbrevet for dig, Finn er, at Paulus kommer med en interessant analyse af menigheden. Han skriver, at vi skal huske på, hvordan alt det, verden betragter som visdom og status ingenting er i forhold til Gud. Han minder menigheden om, at ingen skal have noget at være stolt af overfor Gud, fordi Gud netop valgte det som ringeagtes, det som ingenting er – så den der er stolt netop er stolt og vis i kraft af Kristus og ikke i kraft af sig selv.
I virkeligheden tror jeg, at det er en meget præcis analyse af en del af de udfordringer, vi har i folkekirken. Det går galt, når vi glemmer kaldet. Det går galt, når vi som provster eller biskopper glemmer, at vi ikke er sat i verden for at tjene os selv, men for at tjene menighederne. Det går galt, når menigheder eller præster glemmer, at deres kald netop er et kald til at tjene Kristus og menigheden, og ikke er et kald der går ud på at fremhæve sig selv. Storm P har lavet en tegning af en kirke, hvor præsten i kirkedøren fylder så meget, at alle kirkegængerne går helt udenom kirken.
Og det er netop i forbindelse med at Paulus sætter de stærke i menigheden på plads, at han skriver en af de smukkeste tekster i bibelen, den vi kalder kærlighedens højsang. Vi læser den smukke tekst til vielser og begravelser. I virkeligheden er denne tekst ment som en skideballe til menigheden. Paulus skælder ud på dem der bryster sig af deres særlige profetiske gaver, han skælder ud på dem der i falsk beskedenhed deler ud af deres rigdom. For dem der taler i tunger og ikke har kærlighed er som rungende malm og klingende bjælder, og dem der profeterer uden kærlighed er ingenting i forhold til Gud.
Derefter kan Paulus hengive sig til kærligheden og beskrive, hvordan kærligheden til Kristus forandrer mennesker. Han beskriver den kærlighed, der skal være tilstede i menigheden. Den kærlighed der skal få menigheden til at overleve, alt det stykvise og holde helt ind i voksenlivet og frem til den yderste dag. Det er kærligheden til Kristus, den kærlighed der er tålmodig, mild, den kærlighed der ikke misunder, ikke praler, ikke bilder sig noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op.
Det er den kærlighed vi kalder for tro. Den tillidsfulde kærlighed. Og den kærlighed skal man have for at kalde sig præst, provst og biskop. Og hvis du har den tålmodige, milde og udholdende kærlighed, så vil du Finn, ligesom Paulus blive en fantastisk tjener for dine menigheder.
Jeg ønsker dig Guds velsignelse i dit embede og glæder mig til at arbejde sammen med dig.
Amen.
Hjertelig tillykke fra biskop Mads Davidsen til Finn Rønnow
Foto: Lasse Skov
