Paulus' første brev til Korintherne, kapitel 3, vers 1-11
Salmer: 402-294/10-370-728
Epistlen skriver apostlen Paulus i 1. Kor.: Efter den nåde, der var givet mig af Gud, har jeg som en kyndig bygmester lagt grundvolden, men en anden bygger videre på den. Enhver bør se til, hvordan han bygger. For ingen kan lægge en anden grundvold end den, der er lagt, Jesus Kristus. Amen.
Ordene her får vi at høre igen sidste søndag i kirkeåret: ”ingen kan lægge anden grundvold end den, der ér lagt, Jesus Kristus”.
Det står som en ramme om hele kirkeåret.
Det står som en ramme om, hvad kristendom er.
Jesus Kristus er grundvolden, kærligheden, der ikke søger sit eget.
I ham er Gud kommet til verden for at bringe lys og håb og glæde, nærvær, tilgivelse, liv, alt det, der ligger gemt i ordet kærlighed.
På den grundvold, skal vi bygge videre.
På den grundvold skal vi som menighedsråd varetage kirkens liv.
Mange gange tænker vi måske, at Gud, det hellige, hører til et bestemt sted i evangeliet, i kirken, om søndagen og ikke har noget med hverdagen at gøre. Men grundvolden er lagt som en ramme om vort almindelige, daglige liv.
En ramme, vi kan støde an mod, men aldrig falde ud af.
Under en dåbssamtale gav en mor udtryk for, at hun måske ikke var så troende, men ville have sit barn døbt, for hvis der var noget om det, så skulle barnet også have del i det.
Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i.
Det ville denne mor ikke hindre. Hun ville ikke hindre sit barn i at få en ramme om dets liv i en verden med så mange foranderlige og flygtige krav.
Hvordan har vi det så med at gå ud fra noget, vi ikke forstår eller ikke rigtig tror på.
Føler vi, vi har behov for det? Vi, som kan så meget selv?
Hvis vi har det sådan, at vi holder Gud ude fra hverdagen, reducerer vi troen. Jeg tager kun det med, jég kan bruge, det, der siger mig noget, det, der understøtter mit liv .. og ikke er en anstødssten for fornuften.
Hvis vi kun beskæftiger os med det, vi kan forstå og tænke os til .. mangler der sammenhæng i tilværelsen. Vi gør livet for lille.
Hvilket andet ord end .. Guds ord .. kan sige os noget til enhver tid og i enhver situation?
Forfatteren Jens Chr. Grøndahl fortæller i bogen: Min svage tro om sin vej fra kulturateist til kirkegænger og nu MR-formand.
Han siger: ”I vores egocentrede tid har vi vænnet os til, at den autentiske betydning kommer indefra, men hvad nu hvis det ikke er rigtigt”?
Og han har konkluderet, at man skal komme i kirken, for at teksterne kan begynde at sige én noget.
Når man går ind i kirken, går man ind i et andet rum, og kan gå ud derfra med en anden vinkel på livet.
En dag han er i kirke og ser indgående på den korsfæstede, mærker han med ét, hvordan to usynlige hænder tager om hans skuldre og vender ham om. Og han får øje på de andre.
Vi skal gå i kirke for at blive holdt fast på, at det er her, det begynder. Det er her, grundvolden er lagt. Og så skal vi gå ud og lade det, vi hører, folde sig ud i livet med hinanden.
Og hvordan går det så med det?
Ser vi os om i verden, er der eksempler nok på, at det ikke går så godt.
Ser vi os om i vor egen lille verden, kan der nævnes lige så mange eksempler. Vi har de bedste hensigter, holder etikkens spejl op foran os, men når vi tager det ned, har vi glemt det.
Men der er også rigtig mange eksempler på, at det går godt, når vi giver videre af dét, der betyder noget for os selv og som er til gavn for andre, når vi er opmærksom på den, der har brug for at blive set, hørt og mødt, når vi bygger videre på grundvolden.
I forbindelse med dronning Elizabeths død og begravelse blev det igen og igen betonet, hvordan forpligtelsen til at tjene sit land, gik forud for hensynet til eget liv. Styrket gennem hendes kirkegang.
Det samme kan siges om vores dronning, noget, der har givet begge stor tillid og respekt.
De stod og står for det, der samler som folk, som land, en tryghed, en myndighed, en slags garant for, at noget består uafhængigt af tidens omskiftelighed.
I og med livet er givet os, har vi en fælles forpligtelse, hvor det ikke handler om, hvad vi føler eller forstår, men om at have et fundament at stå på og et større udsyn end sig selv.
Og lade forpligtelsen give ord og liv til den kalden i livet, vi ikke må overhøre. Hverken for andres skyld .. eller for vor egen.
Se livet blive større i det.
Se arbejdet i menighedsrådet blive mere betydningsfuldt, når vi ser sammenhængen, at selv når vi beskæftiger os med økonomi, bygninger, kirkegårde, ansættelser, så handler det alt sammen om at skabe gode rammer for forkyndelsen af Jesus Kristus som grundvolden. I erkendelse af, at vi står i tjeneste for noget større.
Som Johannes slutter sit evangelium: dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.
Amen.